Huskeregel:
Har du for mange masker på 10 cm, fylder dine masker for lidt, og du skal OP i pindestørrelse.
Har du for få masker på 10 cm, fylder dine masker for meget, og du skal NED i pindestørrelse.
Almindelige fejlantagelser om begrebet strikkefasthed
Eksempler:
Hvis opskriften siger: 27 m og 20 p = 10 x 10 cm
1) “Jeg kan bare strikke en størrelse større/mindre, hvis strikkeprøven ikke matcher”
eller:
2) “Med 27 masker bliver min strikkeprøve 12 cm i stedet for 10 cm – hvad gør jeg forkert.”
For det første: det ikke en løsning bare at strikke en anden størrelse. For med en forkert strikkefasthed kan du risikere, at dit projekt får en forkert pasform. Den bliver enten for bred, for smal eller raglan-udtagningerne bliver for korte/lange.
At ramme strikkefastheden korrekt sikrer, at du får det rette forhold mellem dine maskers bredde og højde og dermed rammer den størrelse og pasform, der er meningen ift. opskriften.
For det andet: til prøven skal du skal slå flere end de masker op, som strikkefastheden angiver. Det vigtige mål er, hvor mange masker du får på 10 cm. Det er dette forhold, der gør dig i stand til at vurdere, om din strikkefasthed skal justeres ved at gå op eller ned i pindestørrelse, så du rammer de 27 masker på 10 cm.
Vil du lære lidt om strikkefasthed?
Vi ved det jo godt – strikkefasthed er fundamentet for, at man får et godt resultat, når man giver sig i kast med at strikke den nyeste yndlingssweater.
Men – hånden på hjertet – får du altid taget dig tid til at lave en strikkeprøve?
Jeg har tidligere sprunget over hvor gærdet var lavest og tænkt – “det går nok” – men det gør det altså ikke altid. Derfor er jeg blevet fan af strikkeprøver.
Jeg giver dig lige et par eksempler på strikkefasthedens power:
Jeg strikker en skøn trøje, og jeg har 200 masker på pinden. I følge opskriften skal strikkefastheden være 21 m på 10 cm, der så vil give en overvidde på 95 cm.
Regnestykket ser sådan ud: 200 masker divideret med 2,1 = 95 cm
Hvis jeg nu i stedet bare rammer lidt ved siden af, hvad sker der så?
Prøv at følge disse eksempler:
1) I stedet for 21 m på 10 cm, har jeg 23 masker.
Regnestykket ser nu sådan ud:
200 masker divideret med 2,3 = 87 cm – hov, nu krympede trøjen lige om barmen…
2) Hvad hvis jeg har 19 m på 10 cm?
Så ville regnestykket se sådan ud:
200 masker divideret med 1,9 = 105 cm – ups, så blev trøjen lige 10 cm større rundt om barmen…
Så hvordan måler man så den strikkefasthed?
Lav en strikkeprøve, der er så stor, at du nemt kan måle 10 x 10 cm på den – dvs. den skal være større end det antal masker og pinde, der er angivet i opskriften.
Vask og blok gerne din strikkeprøve og mål den når den er blevet tør.
Læg målebåndet eller endnu bedre en strikkefasthedsmåler – på prøven og tæl hvor mange masker, du har på 10 cm – både i bredden og i højden.
Hvis du nu ikke matcher antal masker angivet i højden, skal du forsøge at ramme strikkefastheden ved at skifte pindestørrelse.